Jeg vred mig en smule mens jeg forklarede hende at vi stadig - 14 måneder efter regnsæsonens start sidste år - stadig var plagede af dagligt regnvejr. Det tog os derfor ikke længe før vi traf en beslutning om at købe nogle billige flybilletter med VivaColombia (ca. 200 kr stykket t/r med 6kg håndbagage hver), bookede 4 overnatninger på hostellet El Viajero i Cartagena, Bolívar - koloniby, landemærke, kystperle og turistparadis - og så var der ellers lagt i ovnen (bogstaveligt talt) til en hed ferie ved det Caribiske Hav. Dagen før vi fløj nordpå, lovede en frygtelig pessimistisk vejrudsigt regn under hele opholdet... en næsten personlig fornærmelse.
Jeg var personligt lidt ude af den comfort zone jeg har opbygget henover de sidste 2,5 år. Jeg har kun været udenstats på egen hånd én gang - og dengang drejede det sig kun om et halv døgn. Så jeg tjekkede og dobbelttjekkede alting, flere gange.
Til min store lettelse landede vi klokken 19 mandag aften i armene på en tropisk fugtig varme. Da vi rejste uden større bagage strøg vi igennem tolden som de første og direkte ud i den autoriserede taxa-kø. I paradis skal man vogte sig for pirattaxaer og andre uofficielle serviceudbydere, mens de autoriserede taxaer har faste priser - man slipper minimum af med 8.000 COP (ca. 20 DKK) uanset turlængde, fra lufthavnen er det 12.000 COP.
Vores hostel, El Viajero Hostel, havde en god beskrivelse af rute og destination på deres hjemmeside, men vi bad om at blive sat af ved supermarkedet Éxito - det eneste større supermarked i den gamle bydel - så vi kunne proviantere lidt. Hostellet lå 150 m derfra.
Det gik nemt med at tjekke ind på El Viajero. Receptionisten
var sød, og vi blev vist til vores kolde fællesværelse, hvor AirCon var gået i stykker på 19 grader. Hilste også lige kort på vores stille roommates fra New York, et hold læger og
en sygeplejerske. Vi fik en enkelt drink i baren, hvor der var happy hour på mojitos, og gav et par rejsetips til et hold canadiske stewardesser der skulle til Medellín dagen efter.
Vi var ankommet fra venstre, så vi gik mod højre i vores søgen efter
aftensmad. På trods af at det var uden for sæson og en mandag var der ret travlt på restauranterne. Måske derfor var der langt mellem servicemindede og opsøgende tjenere, men en kvik og imødekommende ung fyr fra the Green
House fik os overtalt til endnu en happy hour og friskfanget fisk lidt væk fra torvet. Jo tak, hvorfor ikke!
Resten af aftenen brugte vi på at bladre igennem aktivitetskataloget på vores hostel. Maja og jeg har rejst sammen før, bl.a. fire måneder i Australien, hvor disse organiserede aktiviteter var en udgift vi sagtens kunne skære fra; det klarede vi selv. Men med kun tre dage i byen overlod vi planlægningen til eksperterne - og begyndte allerede at glæde os til vores ø-tur næste dag. Nedbør havde der ikke været noget af, og vi 'regnede' med at heldet ville følge os om tirsdagen også.
Efter en kaotisk morgen og forgæves forsøg på at hæve kontanter i supermarkedet før deres åbningstid (det er ikke muligt), lykkedes det os at stå klar da taxaen hentede os ved hostellet kl. 8.30 med mødetid på Dock 5 kl. 9. En knapt så tillidsvækkende turistguide var af den overbevisning at vi da skulle med hans båd ud, men her kom mit spanske os til undsætning.
Kl. 9.30 steg vi to trin ned på speedbåden Triton Alfa og kunne nyde en relativt blid tur ud til Isla Del Encanta, forbi højhusene placeret side om side i rigmandsbydelen Bocagrande, hvor Obama efter sigende bor, når han besøger Cartagena. Mod styrbord havde vi næsten skyfri himmel, mod bagbord truede lidt mørke skyer i horisonten, men det skulle blive endnu en hed, nedbørsfri dag.
En time senere kunne vi gå i land på Isla Del Encanta.
Øen er en af mange i øgruppen Rosario Islands ud for Cartagenas kyst. Isla del Encanta er privatejet og huser et lille hotel, og har derfor både aflukkede områder for hotellets gæster samt et område hvor dagsgæster (som os) kan boltre sig i nogle timer, inkl. et pænt, lille poolområde og et velfriseret strandområde med færre og mindre pågående sælgere end mange andre steder inden for Cartagenas territorium.
Vi tog plads under en parasol på første parket med udsigt over det Caribiske Hav. Atmosfæren var meget rolig, og der var kun få andre gæster. Der er vist sat en maksimumgrænse for øen på 150 besøgende ad gangen, og da de fleste andre dagsgæster var draget ud på aktiviteter - f.eks. en tur til et stort akvarium på en nabo-ø - så vi havde næsten det hele for os selv.
Der var frokostbuffet inkluderet i prisen (vi kom begge af med ca. 250.000 COP) så vi forkælede os selv med en kokoslimonade mens vi dasede i formiddagstimerne. Efter frokost slentrede vi op til poolområdet, hvor der blev spillet stille musik. Jeg synes tit jeg oplever at crewet på destinationer som denne kan virke lettere desperate for at piske en stemning op og arrangere masser af aktiviteter, hvor man skal komme hinanden ved. Her kunne man slappe af i næsten fuldstændig fred, og havde man lyst til at prøve sig på et paddleboard eller tage en tur vandscooter, så kunne man selv opsøge dette.
Klokken 15.00 vendte vi snuderne tilbage mod Cartagena, og efter endnu en frisk sejltur, indtog vi byen i zigzag mellem turister, handelsfolk og kunsthåndværkere i de små gader, og for første gang i dagslys fik vi set den gamle og velholdte bydel, San Diego, og den fine arkitektur fra kolonitiden.
Er man i shoppehumør kan behovet stilles i boderne på gaden, og man kan som tommelfingerregel regne med at de handlende lægger lidt oven i 'normalprisen' - et enkelt sted helt op til 50% - så man skal ikke være bleg for at handle. De populære tasker, lavet af Wayuu-folket, kan fås i de mest simple udgaver på gaden til 60.000 COP, hvorimod de mangefarvede med komplicerede mønstre bør købes i den store butik langs arkaden Las Bovedas. Nogle af taskerne tager op til tre uger at lave, og de koster gerne 250.000-350.000 COP, hvilket er mindre end hvad de gerne tager i lufthavnen. Taskerne på billedet kan normaltvist erhverves for mellem 60.000-80.000 COP.
Som et af sine kendetegn har San Diego-bydelen de farverige facader og i det hele taget velholdte, smalle, ensrettede gader. På nogle af facaderne kan man tydeligt se koraler i murene.
Om aftenen smuttede vi ind på Pezetarian, en sushi-bar med virkelig indbydende anretninger (risretter, salater, sushi). Vi blev mætte for 50 kr hver. Stedet var på ingen måde overrendt, og begge gange vi spiste der, var det nemt at få plads. Måske skal forklaringen findes i den ret voldsomme belysning, som fører tankerne i retning af et fastfoodsted. Man skulle da også selv "tanke" soya og wasabi som man på McDonalds plejede at tanke ketchup. I erfaringens 'lys' skal man ikke lade sig afskrække af den skarpe iscenesættelse; begge gange fik vi et rigtigt godt måltid.
Onsdag morgen var vi i fuld sving allerede klokken 8.00. Vi ville gerne have gået en god strækning til La Popa klosteret, et must-see når man besøger Cartagena, men da vi var lige ved
at blive gevaldigt hustlet af en taxachauffør, droppede vi planen og gik til gengæld rundt på den
gamle kolonimur, som trækker en streg rundt om det meste af San Diego. Heroppe er det er muligt at gå næsten hele vejen omkring den gamle bydel.
Vi forlod dog San Diego inden kl. 9 og satte kursen sydvest mod San Felipe slotsruinen - forbi statuen La India Catalina på vejen. Entrébilletterne til San Felipe er i den dyrere ende og man bør måske ofre lidt ekstra på en audioguide; der er nemlig hverken forklarende skilte eller fortællende personale oppe på selve ruinen.
Selv uden audioguide brugte vi snildt 1 time på ruinen og i de lange mørke gange med de mange kolde, klamme rum, som måske har fungeret som sovepladser til nogle lavstammede soldatertyper? Vi ved det ikke.
Drejer man til venstre når man kommer ud af indgangen og følger vejen rundt om slottet, kan man også få sig et par billeder i et par store sko - én af de der ting som turister hygger sig gevaldigt med.
Som nævnt er Getsemanis subkulturelle attraktioner meget tæt på de ikoniske, og på vejen tilbage mod hostellet vandrede vi forbi bl.a. statuerne af Pegasus' familie.
Netop da trak truende, næsten sorte skyer ind over os fra horisonten, langsomt men sikkert. Vi nåede lige at købe endnu en Wayuu-taske inden det begyndte at piske ned og udventede så at bygen skulle passere - først på en kaffe-café og dernæst en af de mange frozen yoghurt-caféer.
Et veloverstået regnskyl senere gik vi forsigtigt uden om vandpytterne og ud til det nordøstlige punkt af byen, hvor det populære Café del Mar huser på toppen af den gamle bymur,. Populariteten skal findes mindre i menukortet og mere i udsigten direkte over havet - stik vest. Her er solnedgangen lyserød og øllene kolde.
Vil man undgå de såkaldte turistfælder, skal man holde sig fra serveringen på restaurationer der er placeret på de større torve og pladser... rent gastronomisk er det en mindre skandale. Men andre gange er man også bare lidt ligeglad med kvaliteten af maden og mere i humør til en Michael Jackson-imitation og se nogle dygtige dansere akkompagneret af LIVE musik underholde de mange borde. Og det humør var vi i onsdag.
Hjemme på hostellet havde fire nye amerikanere checket ind på vores dorm, to fra Florida, to fra Colorado. Cartagena og øen San Andrés er begge populære destinationer hos "gringos", der måske bare skal have en halv uge i den sydamerikanske stemning. Vores nye roommates var allerede krøbet til køjs, men vi fik hilst ordentligt på dem over en øl i baren alligevel.
I forlængelse heraf vil jeg da lige skrive lidt om vores hostel. El Viajero overraskede positivt ved et relativt højt aldersgennemsnit, rolig stemning, og musikken i barområdet slukkedes kl. 24. Derudover kunne vi ikke have boet meget bedre, næsten midt i den gamle bydel, med supermarkedet 150 m væk og mange attraktioner inden for 10 minutters gang - og resten inden for 10 minutters taxakørsel.
Der var aktiviteter hver aften, f.eks. salsaundervisning, organiseret pub crawl på nærliggende barer eller LIVE musik. Fællesområderne er fulde af hængekøjer og stole til afslappede timer i varmen, mens fællesværelserne, de såkaldte dorms, kun var udstyret med køjesenge, pengeskabe og aircondition. Vi betalte ca 70 kr. per nat for et m/k-blandet værelse med 8 senge.
Personalet var venligt og hjælpsomt - men til tider mere vildledende end vejledende. Receptionspersonalet var en ung flok, mens det var et hold lidt ældre kvinder der tog sig af baren, rengøring og morgenmaden, som bestod af frugt, toast, müsli, friturestegte snacks og kaffe.
Den overordnede kvalitet var vel som man kunne forvente af et billigt men velanset hostel på en populær turistdestination - helt ok, hvorimod de af hostellet anbefalede turudbydere var overraskende professionelle, men som oftest ikke talte et ord engelsk. Undtagelsen var arrangøren på Triton Alfa til Isla del Encanta. Både turen til Isla del Encanta og hostellet får vores varmeste anbefalinger med på vejen.
Frokosten måtte man købe sig til derude, men der var masser af individuelle madsteder. Vi nåede aldrig rigtig at få anden frokost end en frugtsalat, men vores roommates, som alle var taget med, fik brugt en frygtelig masse penge på drinks til hele teamet.
Stranden vrimlede med sælgere og massører, og vi kunne ikke sidde i fred ret længe ad gangen. Her var det meget rart at være en større flok afsted, så man kunne skiftes til at sige pænt nej tak.
Om aftenen introducerede vi teamet til Cafe del Mar og sushi-baren, og derefter tog vi hjem på hostellet og fik undervisning i salsa.
De voksne mennesker gik tidligt i seng og
vågnede tidligt næste morgen, godt tilfredse og en anelse lettede over det faktum snart at skulle tilbage til
mere udholdelige temperaturer.
Cartagena er nok den mest populære nationale destination for colombianerne og der er derfor mange flyafgange til Bogotá og Medellín. Colorado-drengene skulle til Medellín med et fly en time senere end os, og vi havde selvfølgelig tilbudt dem et lift fra lufthavnen, så vi ventede på dem og spiste frokost sammen. Efter et par dage med 'costeño måltider' var de vældigt imponerede størrelsen og sammensætningen af Antioqias 'nationalret', bandeja paisa.
Cartagena er nok den mest populære nationale destination for colombianerne og der er derfor mange flyafgange til Bogotá og Medellín. Colorado-drengene skulle til Medellín med et fly en time senere end os, og vi havde selvfølgelig tilbudt dem et lift fra lufthavnen, så vi ventede på dem og spiste frokost sammen. Efter et par dage med 'costeño måltider' var de vældigt imponerede størrelsen og sammensætningen af Antioqias 'nationalret', bandeja paisa.
Er man til varmt tropisk klima, strandafslapning, shopping og at slentre igennem flotte gader mellem masser af andre internationale turister, så er Cartagena et sikkert hit. Midtbyen er rolig og mange steder fuldstændigt aflukket for trafik. Der er rent og pænt og en ordentlighed som næsten føles utrolig (kommer man udenfor midtbyen bliver dette billede dog hurtigt splintret).
I sammenligning med Medellín har de fleste lokale et godt kendskab til engelsk, og det er nemt at færdes rundt i den forholdsvist lille by, særligt hvis man opholder sig i San Diego.
Hostellet var et perfekt sted at møde andre rejsende og udveksle historier og perspektiver, noget jeg faktisk har savnet siden vi rejste i Australien, hvor vi som regel boede privat via couchsurfing og dermed lærte meget mere end destinationen at kende.
Drengene fra Colorado, som opholdte sig meget sammen bare de to, fortalte at de havde haft nogle lidt uheldige oplevelser med politi og prostituerede i Cartagena der næsten havde overrumplet dem... en trist oplevelse som måske er en følgevirkning af at nordamerikanske mænd har et ry for at opsøge stoffer og piger, når de rejser i Colombia. Men ingen vi talte med havde haft decideret negative møder med de lokale. Vi havde på intet tidspunkt følt os utrygge, og tit synes jeg at det har kunnet mærkes at omgivelserne passer på én - måske især fordi vi var veninder på egen hånd.
Alligevel var der langt mellem den naturlige venlighed og imødekommenhed jeg oplever i Medellín og omegn. Relationen mellem turist og lokal er i langt højere grad økonomiseret i Cartagena, hvor man lever af turismen året rundt. Turister i Medellín får lov at færdes med langt større anonymitet end i Cartagena. Ikke én gang mens Maja var her i Medellín, var der en sælger der udså sig et bytte i os, og vi færdedes i fuldstændig fred mellem de lokale. Men strande har vi ikke mange af, og så er det jo fantastisk at man kan stige ombord på et lavprisfly og en time senere hoppe direkte ind i den caribiske følelse.
*******************************************************************************************
Her følger en kort liste af forslag til hvad man OGSÅ kan lave med sin veninde i og omkring Medellín, Antioqia.
Intro til Regnsæson:
Tag bussen rundt i downtown, find en balkon og nyd traditionel bønnegryde og colombiansk juice.
Venindetid i El Poblado:
Brug en time eller tre i El Poblados gode malls, fx Oviedo Mall, Centro Comercial Santafé (ligger direkte overfor hinanden) eller El Tesoro, og tag en spadseretur i El Poblados turistdistrikt. Nyd en frokost på en af områdets mange caféer, fx det forholdsvist uopdagede brunch-sted, la niña Juani, og en iskaffe fra Juan Valdez.
Frisørmaraton:
Book en tid til farvning hos salonen Milano i Oviedo Mall. Brug cirka fem timer i frisørstolen.
Classic Colombia:
Tag på roadtrip med bus eller bil til Fredonia 2 timer syd for Medellín. Overnat på et 200-år-gammelt landsted, rid på heste, og nyd udsigten over Rio Cauca. Spis alle de eksotiske frugter du kan komme i nærheden af og giv et par lokale drenge et lift!
Vandretur i Santa Elena:
Tag en 6km lang gåtur off the beaten track i Santa Elenas "bagområdet". Der findes en fantastisk rute hvor man virkelig har kig til bakker, blomster og folks små hjem og haver. Nyd en wrap på café Canela ved torvet Santa Elena Parque og en rigtig latté på den lille blå cafe ved siden af.
Endagstur til Guatapé
Brug en lørdag i det idylliske og farvestrålende Guatapé, byen med de mange (kunstige) søer. Trav de 750 trin (200 meter) op ad stenen El Peñon - lidt uden for byen. Gå langs promenaden og tag et kig ind i de mange boder (stilles kun op i weekender) med desserter, snacks og souvenirs - og du må gerne prutte om prisen på sidstnævnte. Nyd en frokost på torvet et stenkast derfra.
Naturpark Parque Arví:
Spis en snack ved markedet, smag på nogle lokale bær og tag en tur over trætoppe og bliktage med metrocable
fra Park Arvi henover de fattige yderområder af Medellín og ned til Acevedo-stoppet i Medellín Nord - eller i omvendt rækkefølge.
El Carmen de Viboral:
Anskaf en masse gode keramik souvenirs for små penge, gaver og gør dig lokalt bekendtskab i El Carmen. Afslut med Ajiaco til frokost på El Rancherito.
Sol i San Jeronimo
Tag en dag ved poolen. Book en 'dia del sol' på et af San Jeronimos hoteller, fx Hotel Quimbaya omgivet af grønne bjerge. Det koster cirka 100 kr. per person alt inkl. (8 timer ved poolen, sauna, aktiviteter og frokostbuffet serveret af det sødeste personale).
